Jazz in RibeRibe Jazzfestival er tre sansemættende sommerdage, hvor en bred vifte af jazzkoncerter fylder Ribes gamle gader og spillesteder.
En jazzfestival med det historiske Ribe som koncertscene udgør en ganske særlig stemning, og især friluftskoncerterne bærer musikken helt ind i hjertet af Ribe.
Ribe Jazzfestival byder på musik for alle med et højt kvalitetsniveau.
Kendskabet til Ribe Jazzfestival er efterhånden vokset langt ud over Ribes grænser, og festivalen er blevet et vigtigt omdrejningspunkt for jazzmusikken i Esbjerg Kommune. Festivalen etablerer scener for Konservatoriet og for Musikalsk Grundkursus fra Esbjerg Kulturskole, og der er også jazzworkshops for musikskoleelever. Festivalen er et vigtigt mødested for kommunens unge jazzmusikere.
Både danske og udenlandske jazzmusikere kommer for at spille i Ribe, og Ribes eget Big Band har også en fast plads på festivalen. Denne variation af musikniveauer er berigende og inspirerende, både for de udøvende musikere og for festivalgæsterne.
Ribe Jazzfestival har en ganske særlig musikalsk energi og udfolder et levende musikmiljø, som vi med rette kan være stolte af i Esbjerg Kommune. Jazzfestivalen er til glæde og gavn for hele vores landsdel, da den altid tiltrækker mange besøgende, og i disse jazzdage i højsommeren er der musikalske oplevelser for alle aldersgrupper.
Vi er mange, der hvert år ser frem til Ribe Jazzfestival og et væld af gode musikoplevelser.
De bedste festivalhilsner
Knud Jager Andersen
Formand for Kultur & Fritidsudvalget, Esbjerg Kommune